-
Eksperter kritiserer Morten Bødskov for »populistisk« udtalelse om bankerne: »Han skal slet ikke blande sig«
Source: BDK Finans / 09 Mar 2025 15:25:38 America/New_York
Som erhvervsminister er man den øverste myndighed for alle landets virksomheder og deres talerør i regeringen. Den nuværende, Morten Bødskov (S), gør meget ud af at fortælle, at det er hans job at skabe de bedst mulige rammer for, at erhvervslivet kan lykkes – til gavn for alle. Og han glæder sig, når danske virksomheder klarer sig godt. Men når der leveres overskud i en bestemt sektor, bryder han sig ikke om det. I et folketingssvar fra februar problematiserer han således bankernes indtjening – og udtrykker sin klare holdning til, hvordan overskuddet skal bruges. »Bankernes høje indtjening skal komme kunderne til gode. Derfor har jeg opfordret bankerne til at overveje grundigt, om de kan stille deres kunder bedre i forhold til priser og vilkår,« skriver Morten Bødskov. Det er langtfra første gang, at han eller andre socialdemokrater udtrykker sig kritisk om bankerne og deres forretning. De mener således, at den finansielle sektor i meget vid udstrækning var med til at køre økonomien i sænk under finanskrisen og skulle reddes af skatteborgerne. Derfor har de blandt andet indført en særskat på bankerne, »samfundsbidraget«, for at finansiere Arne-pensionen. Men ifølge eksperter er det udtryk for en bekymrende tendens, når erhvervsministeren kommenterer private virksomheders overskud. »Som politiker kan man blande sig ved at lovgive og beskatte. Men så længe bankerne er private virksomheder, bør politikerne ikke detailstyre, hvordan de skaber eller bruger deres overskud,« siger Ken L. Bechmann, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School. Han har meget svært ved at forestille sig Morten Bødskov komme med lignende kommentarer om for eksempel overskuddet hos Novo Nordisk, Mærsk eller Carlsberg. »Bankerne er blevet en prygelknabe, hvilket de til dels selv er skyld i. Men det er kritisabelt og udtryk for populisme, når en minister på den måde problematiserer deres overskud.« Også seniorrådgiver og bankekspert ved Aalborg Universitet Lars Krull er kritisk over for Morten Bødskovs udtalelser. »Ministeren skal slet ikke blande sig i, hvorvidt bankerne tjener for mange penge. Han bør som erhvervslivets minister glæde sig over, at det går godt for de virksomheder, der overholder landets love,« siger han. Danskernes bedste Anledningen for Morten Bødskovs svar er, at de danske banker for andet år i træk har lavet store overskud. Derfor har Dansk Folkepartis finansordfører Peter Kofod spurgt erhvervsministeren, om det er rimeligt, at bankernes overskud primært er drevet af forhøjede renteindtægter og gebyrer. Og det synes Morten Bødskov altså ikke. Men ifølge Ken L. Bechmann har bankernes indtjening været presset i en årrække, hvor renterne var lave. Af samme årsag mener Lars Krull ikke, at det er et problem, at der nu er en periode med medvind. »Jeg synes ikke, at bankerne tjener for mange penge. Tværtimod er det godt, at finanssektoren kan konsolidere sig nok til at investere og understøtte økonomien,« siger han. Ken L. Bechmann fremhæver samtidig, at alle borgere har interesse i en stærk banksektor. »Et godt bolværk mod en ny finanskrise er en stærk finansiel sektor, hvor bankerne laver overskud. Hvis de ikke tjener penge eller tager for meget risiko, kan det få store konsekvenser,« siger han. Begge eksperter påpeger dertil, at rigtig mange danskere nyder godt af, når bankerne laver overskud. Mange er således aktionærer i deres bank, ligesom de fleste pensionsopsparinger er eksponeret i danske bankaktier. »Banksektoren er i høj grad ejet af kunderne, så de bliver jo også rigere, når bankerne tjener flere penge,« siger Lars Krull. Forkert fokus En ting giver de to eksperter dog Morten Bødskov ret i. I svaret skriver erhvervsministeren således, at han og regeringen ikke er i mål med at styrke konkurrencen i sektoren og understøtte kundernes mulighed for at forhandle med bankerne. Og der er noget om snakken, mener Ken L. Bechmann. »Man kan på mange punkter gøre mere for at forbedre konkurrencen. Det er der ingen tvivl om,« siger han. Lars Krull er enig og fremhæver, at det kan være svært at gennemskue, hvad det koster at være kunde i den enkelte bank. Men løsningen er ikke, som Morten Bødskov foreslår, at hjælpe danskerne med at stille de rigtige spørgsmål. »Vi har en udfordring med, at de myndigheder, der skal holde øje med konkurrencen, ikke ser ud til at have viljen til at gøre noget ved det,« siger Lars Krull og tilføjer: »Så ministeren skulle hellere bruge sin tid på at sørge for at styrke rammerne og myndighederne, der skal sikre konkurrencen, i stedet for at slå bankerne oven i hovedet, fordi de tjener penge.« Bankerne: Vi er blandt de bedste i Europa Bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, ønsker ikke at stille op til et interview, men udtrykker i et skriftligt svar forståelse for Morten Bødskovs sigte. »Det er helt naturligt, at ministeren er optaget af konkurrencen i dansk økonomi – også i den finansielle sektor, som spiller en afgørende rolle i økonomien,« skriver de. Finans Danmark er dog ikke enig i, at der er noget at komme efter. »Fakta er, at hvis man forholder sig nøgternt til empirien, er der ingen tegn på særlige problemer med konkurrencen på det danske bankmarked. Målt på effektivitet, priser og kundemobilitet ligger danske banker blandt de bedste i Europa,« lyder det: »Med vores nye løsning eBankskifte kan kunder, der ønsker at skifte bank, hurtigere få et skræddersyet tilbud og derved nemmere sammenligne vilkår. Det styrker konkurrencen yderligere og sikrer, at kunderne har gode muligheder for at vælge den løsning, der passer bedst til dem.« Det betyder dog ikke, at man »hviler på laurbærrene«, skriver Finans Danmark: »Bankerne arbejder hele tiden på at udvikle relevante produkter og digitale løsninger til gavn for kunderne. Og vi er altid åbne for dialog om, hvordan vi yderligere kan styrke gennemsigtigheden og konkurrencen til gavn for forbrugerne.« De argumenterer videre, at det er et »sundhedstegn«, når danske banker leverer afkast på niveau med andre virksomheder. »Det er forudsætningen for, at vi kan understøtte vækst og stabilitet i samfundsøkonomien og være der for kunderne i både gode og dårlige tider. Og at vi som sektor har engageret os aktivt i den grønne omstilling, ligesom vi er klar til at bidrage til at styrke oprustningen af det danske forsvar, hvor finansiering bliver en afgørende brik.« Morten Bødskov: Helt rimeligt at debattere Erhvervsministeren har heller ikke ønsket at stille op til et interview om sit folketingssvar og eksperternes kritik. I et skriftligt svar argumenterer han for, hvorfor det ifølge ham er helt legitimt at diskutere bankernes overskud. »Vi snakker de største overskud siden finanskrisen. Bankerne har en særlig position i vores samfund. Derfor synes jeg kun, det er rimeligt, at det debatteres, om de store overskud ikke kan komme danske bankkunder mere til gavn,« skriver Morten Bødskov. Dertil undrer han sig over, at Finans Danmark »kan finde på at sige«, at der ikke findes dokumentation for, at konkurrencen i banksektoren halter. Han henviser således til en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der viser, at under fem procent af bankkunderne skifter bank i løbet af et år, og at mange kunder ikke kan overskue deres omkostninger. »Så der er flere steder, hvor det skal blive bedre. Her har vi endda to forskere på området, der også stemmer i,« skriver Morten Bødskov. https://www.berlingske.dk/oekonomi/eksperter-kritiserer-morten-boedskov-for-populistisk-udtalelse-om